At have mig som familiebehandler i jeres hjem
Når I får besøg af mig som familiebehandler, er det vigtigt for mig, at I oplever det som noget menneskeligt, trygt og samarbejdende – ikke som endnu en fagperson, der kommer for at vurdere jer. Jeg kommer som gæst i jeres hjem, og mit udgangspunkt er altid respekt for jer som familie og for den hverdag, I står i.
I er blevet visiteret gennem kommunen, og der er en bekymring, som skal belyses. Det arbejde gør vi sammen. Det handler ikke om rigtigt eller forkert, men om at skabe forståelse for jeres situation, jeres barn og jeres familie – og finde veje, der giver mening for jer.
Samarbejde og tydelige mål
Indsatsen tager udgangspunkt i tre SMART-mål, som er udarbejdet i samarbejde mellem jer som familie og jeres rådgiver. Målene danner rammen for vores arbejde og er med til at sikre en tydelig retning i forløbet.
Jeg er hos jer for at give vejledning i det, som I eller kommunen bekymrer jer om ift. jeres barn eller familie, så I ender det sted, I gerne vil være som forældre.
Besøg med plads til jer
Mine besøg er ikke præget af tunge faglige termer eller vurderinger. I stedet tager vi udgangspunkt i jeres hverdag, jeres relationer og de situationer, der kan være svære. Jeg er nysgerrig, lyttende og optaget af både det, der udfordrer – og det, der allerede fungerer.
Forandring skabes gennem relation, tryghed og samarbejde, og mit fokus er, at I som familie føler jer mødt og forstået i processen.
Status og opfølgning
Forløbet afsluttes med en status, som jeg udarbejder og efterfølgende gennemgår sammen med jer, inden den sendes til jeres rådgiver. Formålet er, at I ved, hvad der formidles videre, og hvordan jeres forløb beskrives.
Status danner grundlag for et opfølgningsmøde, hvor der sammen med rådgiver tales om forløbet og de næste skridt.
Status er opbygget ud fra SOS / den løsningsfokuserede tilgang og indeholder følgende:
- Beskrivelser af det, der fungerer i jeres familie og omkring jeres barn.
- Det, der bekymrer i jeres familie, jer og omkring jeres barn.
- Det, der er vejledt i, undervejs i familiebehandlingen og arbejdet med.
- En uvildig socialfaglig vurdering omkring næste skridt i processen omkring jer som familie og jeres barn.
Status tager tydeligt afsæt i de SMART-mål, som er udarbejdet mellem socialrådgiver og jer som familie, så der er sammenhæng mellem mål, indsats og anbefalinger.
Min faglige tilgang
Mit arbejde er forankret i den neuroaffektive udviklingspsykologi, herunder kompasserne af Susan Hart. Jeg arbejder desuden med:
- EMS
- ADBB
- Løsningsfokuseret tilgang / SOS
- Netværksinddragende metoder
Metoderne anvender jeg til at forstå barnets signaler, regulering og samspillet i familien – og til at støtte jer på en måde, der giver mening i jeres hverdag.
Et fælles mål for familiebehandling
Mit mål er, at I oplever mig som en samarbejdspartner, der går ved siden af jer i processen. Sammen arbejder vi for at skabe klarhed omkring kommunens bekymring og for at styrke jeres familie med fokus på udvikling, forståelse og trivsel.
I vil udelukkende møde mig i jeres forløb – og jeg er her for at støtte jer på en måde, der er tryg, forståelig og respektfuld. Jeg er uddannet socialrådgiver og har mange års erfaring som myndighedsrådgiver inden for børn- og familieområdet, så jeg kender systemet indefra. Derudover er jeg uddannet familiebehandler og har solid erfaring med at arbejde direkte med familier i hverdagen.
Jeg er desuden certificeret i neuroaffektiv udviklingspsykologi, hvilket betyder, at jeg arbejder med forståelse for både følelser, regulering og relationer hos børn og voksne. Med den kombination af erfaring både fra myndighedsside og fra det udførende arbejde, kan jeg hjælpe jer med at:
… forstå processer og beslutninger fra kommunen
… se hvordan målene relaterer sig til jeres hverdag
… tydeliggøre hvor der forventes udvikling
… og støtte jer i at komme videre i den retning
Mit fokus er, at I som familie oplever klarhed, sammenhæng og støtte – ikke forvirring eller vurdering. Jeg er her som samarbejdspartner, der hjælper jer med at navigere forløbet med overskuelighed og respekt.